Hvem vinder Tour de France 2021?

Det er snart juli måned, og dermed tid til årets Tour de France. Og hvilket et af slagsen, det kan gå hen at blive! Sidste år fik vi en ny Tour-konge på tronen i form af Tadej Pogacar, der overtog førertrøjen på løbets næstsidste dag efter at have kørt en fantomenkeltstart, mens den gult klædte Primoz Roglic leverede under evne, og dermed måtte sande, at den gule trøje gled ud mellem hænderne på ham kort før målstregen i Paris.

Spørgsmålet er så, om Tadej Pogacar kan gentage succesen i år, eller om tronen nok engang skal have en ny Tour-konge? Her ser vi nærmere på, hvem der kan cykle afsted med sejren.

Favoritterne

Ser vi nærmere på de nuværende online odds, er bookmakerne enige om, at de to største favoritter til dette års Tour de France igen er de to duellanter fra Slovenien. Det er der næppe noget overraskende i. Mere interessant er det at se, at bookmakerne tilsyneladende spår nærmest dødt løb mellem de to. Flere bookmakere har præcist samme odds på både Pogacar og Roglic, mens det hos andre afviger minimalt. Skal vi tro bookmakerne, kan vi dermed godt glæde os til endnu et nervepirrende Tour de France i år!

Outsiderne

Fra de to favoritter og ned til outsiderne er der et stykke. De primære outsidere ser ud til at være Geraint Thomas og Egan Bernal, men hver for sig kan de blive svært for de to at hamle op mod den slovenske overmagt. Dette er imidlertid også Thomas’ og Bernals fordel – de er nemlig ikke hver for sig, men kører begge for det britiske Team Ineos. Spørgsmålet er så, om en plus en kan give tre, når Ineos stiller til start i Frankrig; det er i hvert fald strengt nødvendigt, hvis Pogacar og Roglic skal væltes af pinden.

Danskerne

Lad os bare konstatere med det samme, at chancen for dansk sejr i årets Tour de France må anses som værende meget minimal. Eneste reelle bjergrytter, der muligvis kan køre med de bedste bjergryttere, er Jonas Vingegaard, men han er låst i en rolle som hjælper på et Jumbo-Visma-hold, der – forståeligt nok – sætter alle sejl ind for at få Roglic et trin op på sejrsskamlen.

Jakob Fuglsang kan med god ro også kategoriseres som bjergrytter, men Fuglen har tidligere udtalt, at han vil bruge det franske løb til at køre sig i form frem mod OL i Tokyo, så ham skal vi nok ikke regne med at se blandt de allerbedste.

Spændende skal det blive at følge både danskerne og favoritterne på de franske landeveje i år. Tilbage er der vist kun at sige ”Vive le Tour!”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.