Af cand.scient.soc Anne Wodschow

Psykiatrien melder om massiv stigning i indlæggelse af børn med stress. Undersøgelser viser, at børn beretter om hovedpine og mavesmerter i dagligdagen, samt at store børn selv vurderer, at deres trivsel er faldende. Der er mange indikatorer, som peger på, at børnestress er et stigende problem. Men hvad er børnenes egen oplevelse? Det sætter Anne Wodschow fokus på i sin afhandlingen ”Store børn og stress”, ved at lade børnene beskrive stress med deres egne ord. Denne artikel ridser afhandlingens centrale pointer op og giver forslag til, hvordan vi kan imødekomme børnenes oplevelser af stress.

Stressoplevelser i hverdagen

Afhandlingen bygger på en kvalitativ interviewundersøgelse lavet med 7.klasselever. Den peger på, at hverdagslivet danner ramme om børnenes stressoplevelser. For børnene er stress tit forbundet med at skulle få mange ting til at ”spille sammen” i hverdagen, eksempelvis hvis de har mange lektier for, samtidig med at fritidsinteresserne og vennerne også skal passes. Børnene beskriver overordnet set tre forskellige oplevelser af stress.

Kampoplevelsen

Den første er kampoplevelsen, som er kendetegnet ved, at børnene febrilsk forsøger at gøre alting hurtigere og hurtigere. De tænker hele tiden frem på det næste, de skal nå at gøre i stedet for at koncentrere sig om nuet. Det kan resultere i en oplevelse af at miste selvkontrollen, således at temperamentet til tider løber af med børnene, og de skælder ud på andre mennesker uden en egentlig grund.

Opgivelsen

Den anden type stressoplevelse er opgivelsen, som er kendetegnet ved at være passiv. Den opstår, når børnene oplever en situation som helt uoverskuelig og håbløs - enten fordi de skal nå for meget, eller fordi det er uigennemskueligt, det de skal. Børnene giver mentalt set op ved at tænke, at de ikke kan klare det, som de enten selv eller andre forventer af dem. Mange oplever også en fysisk opgivelse ved, at kroppen siger fra over for presset. Børnene bliver trætte, får hovedpine og mavesmerter. I modsætning til kampoplevelsen, så fører opgivelsen til en midlertidig handlingslammelse.

Tristheden

Den tredje og sidste type stressoplevelse adskiller sig fra de to andre ved ikke at være direkte forbundet med hverken travlhed eller tidspres. I stedet beskriver børnene, hvordan de oplever at være så opslugt af deres eget følelses- og tankeunivers, at de nærmest er uden for tiden. De er bekymrede og føler sig kede af det og har mistet lysten til alt, samtidig med at de udelukkende tænker på deres tristhed. Denne type stressoplevelse følger typisk af mobning eller af på anden måde at føle sig afvist eller holdt udenfor.

Legitim stress og ansvaret for det uundgåelige

Afhandlingen peger desuden på, at det kun er legitimt blandt børn at give udtryk for stress, hvis man samtidig kan fremvise legitime stressårsager. Legitime årsager er eksempelvis at have et krævende arbejde eller at have et stort ansvar for andre mennesker end sig selv. Det er med andre ord årsager, der hører et typisk voksenliv til. Derfor er børnene som udgangspunkt skeptiske, når en af deres jævnaldrende hævder at have stress. Det sker ikke så ofte, at et barn direkte indrømmer at have stress, da det er forbundet med en vis pinlighed. Børnene vil være ”cool” og ønsker derfor ikke at fremstå som utilregnelige og ude af kontrol, som de oplever at deres forældre gør, når de er stressede. Det er især drengene, der synes, at stress står i modsætning til det selvbillede, de gerne vil fremstille overfor kammeraterne. Det er derfor også drengene, der oplever deres egne stressoplevelser som mest tabubelagte. Pigerne mener i højere grad, at de kan tale med hinanden om stress, men de holder stadig en distance ved at fortælle, at deres stress kun er mild eller kun forekommer sjældent.
Samtidig med at børnestress nærmest er tabuiseret, så fortæller børnene også, at stress er blevet et modeord. De bruger stress i deres dagligdagssprog som dækord for andre ting såsom irritation eller travlhed, men så snart børnene reelt oplever stress, taler de sjældent om det.

Børnenes forhold til stress afspejler den individualisme, som i mange henseender er meget fremherskende i dag. Det er børnenes opfattelse, at det er deres eget ansvar at indrette hverdagen, så de undgår stress. De tager derfor overordnet selv skylden for deres egen stress. Børnene oplever, at deres forældre i nogen grad kan hjælpe dem med at bekæmpe og undgå stress, men de mener samtidig, at det enkelte barn selv må lære at sige fra. Dette skyldes ifølge børnene, at det er individuelt, hvad man bliver stresset af.
På den anden side opfatter børnene også stress som en nærmest uundgåelig del af hverdagslivet. Således føler det enkelte barn sig ansvarlig for sin egen stress, samtidig med at børnene oplever stress som et grundvilkår. Det afspejler, at børn i dag lever et til tider krævende hverdagsliv, hvor det er op til dem selv at navigere mellem hverdagens muligheder. Sådanne krav kan opleves som store, især fordi det anses som det enkelte barns fallit, hvis det ikke formår at undgå stress.

Børnestress skal ikke være individuelt og tabubelagt

Børnenes udtalelser om stress peger på, at en reduktion i forekomsten af børnestress må tage udgangspunkt i en af-individualisering og en af-tabuisering af stress blandt børn. Desuden må vi gøre op med opfattelsen af, at stress hos børn såvel som hos voksne er et uundgåeligt onde i et almindeligt hverdagsliv.
Børn mødes i dag i stigende grad med forventningen om, at de skal være selvkompetente og ansvarlige, hvilket blandt andet afspejles i skolepædagogikken, der i stadig højere grad har udvikling af den enkelte elevs kompetencer i fokus. Mit spørgsmål er, om forekomsten af børnestress kan reduceres ved at nedtone fokus på det enkelte barn? Det kan måske fjerne noget af skylden og ansvarsfølelsen fra barnet selv. En af-individualisering kunne gøre stress mindre pinligt og derved lettere at tale om for børnene. Måske er der inspiration at hente fra anti-mobbeinterventionerne, som i stigende grad sætter mobning på dagsordenen i skolerne i dag ved at fokusere på mobbekulturer frem for på enkelte børn som mobbere og ofre.

Kilde: Børnerådet, www.boerneraadet.dk