Du er her: Forsiden / Debat / Faderskab / Hvad pokker gør jeg? /
Tilpasset søgning
| Hvad pokker gør jeg? | |
| Anonym 14.07.06 14:52 | Hej med jer. Det her er sku rigtig svært - men jeg prøver alligevel. Sagen er den at jeg for lidt under 1 år siden mødte en sød pige i byen. Vi lavede ikke noget den aften, men jeg fik hendes nummer, og skrev med hende. Sommerfuglene spredte sig, men hun insisterede på hun ikke ville have en kæreste, fordi hun ikke havde "behov" for det. Det blev efter nogle ugers sms'eri ændret. Vi blev død forelsket, og kærester. Forelskelsen tog volsomt overhånd, og vi kunne bare ikke få nok af hinanden. Efter nogle måneder var det så intenst at vi snakkede sådan rigtig alvorligt - flytte sammen, børn osv. Altså ikke 100% alvorligt - men hvordan vi hver især havde det med tanken. Jeg har altid drømt om at blive far, men hun sagde hun aldrig ville have børn. Der gil så yderligre 14 dage, og hun begyndte pludselig at ændre mening. Så efter et forhold på 4 mdr besluttede vi at vi ikke ville passe meget på når vi havde sex. Vi blev gravide og vi var hamrende glade, vi fandt lejlighed, og ventede på at kunne overtage den. Hun var efterhånden 2 mdr henne, og hun var godt igang med sine "humør svingninger" det blev bare værre og værre. Hun sagde hun havde brug for plads og ro. Jeg spurgte selvfølgelig om det havde noget med os at gøre, men hun overbeviste mig om at hun elskede mig og jeg ikke skulle være nervøs. Pludselig en onsdag aften ringede hun mig op, og sagde at vi ikke skulle ses længere. Jeg var selvfølge fuldstændig mundlam, og spurgte hvad der forgik. Hun sagde blot at hun ikke kunne overskue at forklare lige der, men at hun ville ringe tilbage når hun havde lidt mere ro på. Jeg gav hende ro og fred, og tænkte det nok bare var graviliteten. men efter ikke at have hørt fra hende i 1 1/2 uge ringede jeg hende op, og spurgte hvordan det gik. Hun ville ikke snakke, og hun burede sig inde i lejligheden. Efter nogle uger kom vi lidt på talefod igen - men hun ville ikke snakke om hvorfor osv. Jeg fulgte bare med strømmen og prøvede at "lege" hr. overskud. Intet blev bedre, men hun fik da snakket med sin læge. Hvad de snakkede om aner jeg ikke, men hun fortalte at hun havde fået tilbudt noget psykotrapi inde i Århus. (Det bliver godt nok langt det her) Nå men efter hun havde været der nogle få gange fik hun tilbud om at vi kunne få noget fælles terapi, med fokus på at vi skulle være forældre. Det sagde jeg ja tak til, og vi startede hos 2 psykologer derinde. Jeg har fra start haft rigtig svært ved at gennemskue hvad det i virkeligheden gik ud på, men ville jo bestemt gerne deltage da det forhåbenlig kunne gavne vore situation. Jeg blev flere gange bebrejdet at jeg ikke bare "kunne fatte" at vi ikke skulle være sammen, en hård en at sluge når man nu holder af hende og skal ha barn med hende. De første 4-5 gange var meget løse, og vi snakkede mest så psykologerne kunne få os ind på nethinden. For at gøre det lidt kortere... Vi star nu i den situation, at psykologerne har sagt at min eks har borderline træk (hvad det så end betyder) - de har ikke uddybet det mere endnu, men de begrunder det med at hun konstant skifter mening, er meget aggressiv, det er alle andre der gør noget galt, og alle prøver bare at sygeliggøre hende. Hun ændre konstant spillets regler, og fisker konstant efter min opmærksomhed når jeg ikke giver hende min, og håner når jeg så giver den. Efter at have snakket med nogle af hendes veninder, er jeg blevet klar over at hun altid har været meget svingene, aggressiv, og til tider "depressiv" lignene symptomer. Hun er enormt knyttet til sin mor, og jeg tror lidt hun forventer at hendes mor vil være der for hende 24/7 efter fødslen, så jeg bliver i en eller anden grad overflødig gjort. Hendes far stak af da hun var 4-5 år med "naboens kone" så han er ikke inde i hendes liv. Vi skal snart være forældre, og jeg bliver skubbet længere og længere ude i kulden. Hun har siden starten truet mig med at jeg ikke ville få mit barn og se hvis jeg skaber problemer. Hvordan pokker takler jeg det. Jeg kender selvfølgelig mine rettigheder som kommende far, men hun kan gøre det meget svært og hårdt for os alle 3 hvis hun ikke vil se på mig. Og jeg kan risikere ikke at få mit barn at se de første mange måneder. Hun nægter at samarbejde om noget som helst, og tror ikke selv at der er noget galt med hende. Jeg aner ikke hvordan en borderliner er andet end det jeg har læst mig frem til, og det kan man jo ikke bruge til meget. Hvad nu hvis hun er borderliner, og ikke vil tage imod behandling. Hvad gør jeg med hensyn til vores barn hvis ikke hun vil ha mig inde for en dør? Spiller "skuespil" overfor sundhedsplejesker, og læge og hvad der ellers må komme ind over? Jeg er død rad for konsekvenserne over for vores kommende datter, og hende selv og mig. Jeg har virkelig brug for nogle brugbare råd, da jeg lige nu føler mig temlig meget alene i verden, og ikke aner mit levende råd. Kan hun være Borderliner. Tror i at vores barn er i "fare". |
| Jeg synes du skal... | |
| habor 15.07.06 14:08 | Hej anonyme, Tak fordi du så udførligt tør dele dine tanker med os andre her på Spørge Jørgen. Det må have krævet stort mod at skrive dit indlæg. Jeg er ikke psykolog, psykiater eller på anden måde kvalificeret til at besvare dit indlæg fagligt - Jeg kan kun give dig min personlige mening. For det første synes jeg, at du skal kræve fuld forældremyndighed - Prøv at kontakte en advokat og spørg om dine rettigheder. Det må kunne lade sig gøre, at du får fuld forældremyndighed, når man ikke er sikker på, om hun er til fare for barnet. Til at bevise hendes psykiske lidelse, skal du jo nok i statsamtet sammen med den psykolog, der har haft hende til behandling. Når man tænker på hendes humørsvingninger, bør du overveje, om hun er sund for jeres kommende barn: Tænk hvis I får et barn med kolik eller der ikke vil sove om natten - Hvordan vil moderen reagerer, når hun bliver presset. Det er jo ikke muligt at din svigermor kan være der altid. Sådan er det ikke i den virkelige verden. Hun er jo også "farlig", da hun ikke indser at hun behøver behandling. Nu ved jeg ikke hvad borderline er, men de fleste med psykiske lidelser nægter som regel at have en lidelse. Jeg har haft en fødselsdepression og der gik lang tid inden jeg erkendte, at jeg behøvede hjælp fra en psykolog og en læge. Håber du får løst dine problemer og at vi hører fra dig igen. Med venlig hilsen Henning Habor Fædregruppen Spørge Jørgen www.sporge-jorgen.dk |
| RE: Hvad pokker gør jeg? | |
| Anonym 16.07.06 15:06 | Hej, Blander mig lige... Jeg har et link til dig hvor du meget overskueligt kan læse om din x-kærestes sygdom. www.netpsych.dk Held og lykke Kærlig hilsen Henriette |
| RE: Hvad pokker gør jeg? | |
| Anonym 19.07.06 15:23 | Hej, det er godt nok noget af et dilemma du har og det er klart at du har gjort dig mange tanker allerede. Er enig med Henning i at, hvis hun nægter at tage mod behandling så skal du gå efter forældre-myndigheden for at varetage din datters tarv. Har du snakket med psykologerne om, hvilken indflydelse en fødsel kunne have på din kærestes tilstand? Måske de kan give dig nogle gode råd til, hvordan du bør forholde dig. Hvis hun kan 'overtales' til behandling så må du være der for hende og støtte hende, selv om det er hårdt. I sidste ende vil det forhåbentligt tømre jer endnu tættere sammen. Håber du finder en god løsning, René |
InformationDer kræves login for at kunne tilføje indlæg eller svar. | |